Hvorfor kampkunst?
Hvad er det ved kampkunsten, der gør den værd at bruge tid på?
Hvilket konkret udbytte er der forbundet med at træne kampkunst?
Hvordan kan man kalde noget så destruktivt som kamp for kunst?
For de fleste begynder kampkunsten med ønsket om at kunne forsvare sig. Et ønske der i sidste ende har med dødsangst at gøre, men som i det almindelige liv udmønter sig i en eller anden form for lavere selvværd.
Hovedparten af alle de kampkunst-udøvere, jeg har mødt, er startet som følge af lavt selvværd. Inklusive mig selv. Det er lidt forskelligt fra person til person, men ultimativt handler det om, at man ikke hviler i sig selv og derfor føler sig tiltrukket af kampkunsten, fordi man har en fornemmelse af, at den kan hjælpe en med at udvikle følelsen af selvværd.
Selvværd eller selvtillid?
Den gode nyhed er, at det kan den også. Den dårlige er, at det ikke er evnen til at smadre andre, der resulterer i selvværdet. Tværtimod accellererer det ofte angsten for ikke at slå til, så man føler en trang til at træne mere og mere. Man begynder at gå efter at blive den bedste kæmper i verden og udfordrer konsekvent sine omgivelser.
Det stiver muligvis egoet af og giver en følelse af selvsikkerhed, fordi andre ser op til ens evner som kæmper. Men lige under overfladen lurer usikkerheden og det lave selvværd stadigvæk. Det har ikke flyttet sig ret meget, og måske er det endda blevet værre. For nu kan man jo ikke længere vise andre, at man er bange.
Selvfølgelig ligger der noget selvsikkerhed i at vide, at man i et eller andet omfang kan tackle fysiske konflikter. Men det er mere tilliden til, at de teknikker man har trænet virker. Selvværdet som menneske behøver ikke nødvendigvis at følge med.
Døden som årsag
Sandheden er, at selvværd opstår helt af sig selv, når man har en fuldkommen accept af døden. For så lever man livet på grundlag af inspiration indefra til at udfylde en bestemt rolle i fødekæden og derigennem gøre en forskel. Alt hvad man foretager sig udspringer af denne indre kilde, og som sådan skeler man ikke til omgivelserne og deres holdning og dom. Man udfører hver en handling i livet, fordi de ligger i direkte forlængelse af ens inderste væsen. Om så det slår én ihjel at leve sådan, så gør man det.
Det lyder ekstremt, det ved jeg godt, men sådan hænger det altså sammen, når vi sætter det på spidsen. Alle vores handlinger her i livet udspringer af vores grundlæggende instinkter, og det dybeste bunder i angsten for at dø. Hvis vi kan acceptere døden som det mest naturlige i verden uden at føle angst, så sætter vi os selv fri. Da giver vi os selv værdi som menneske, fordi vi da er mere end et dyr.
Spørgsmålet er så, om man behøver kampkunsten for at opnå den accept? Næh, overhovedet ikke. Det er alene en mental udfordring, som er fuldstændig uafhængigt af ens evner i kamp. Men det giver sig selv, at det altid har været nærliggende for krigere at tænke i fuldkommen accept af døden, og derfor er mange af redskaberne knyttet til kampkunsten. Det er simpelthen dér, at den største erfaringspulje findes.
Livets balance
Når man træner kampkunst lærer man hurtigt, hvor sårbar kroppen er. Man får en forståelse for smerte, og hvordan man tackler den, og hvis kampkunsten og instruktøren er god, så lærer man også, hvordan man helbreder kroppen og forebygger sygdomme. Endelig lærer man at tackle sig selv mentalt under pres og gøre instinktive reaktioner til spontane og kreative løsninger.
Balance er nøgleordet i alle sammenhænge, når det gælder kampkunst. Dels den fysiske balance, dels den mentale balance. Men også i overført betydning balancen mellem én selv og omgivelserne, og den rolle man spiller samfundsmæssigt.
Den fuldkomne afklaring med andre ord. En afklaring der starter med døden og slutter med livet.
