Vores krop er kun til låns, og alt hvad vi låner, passer vi godt på, fordi det en dag skal afleveres tilbage.
Filosofien er ikke min egen, men tilhører stort set samtlige esoteriske traditioner i verden. I de engelske oversættelser af de gamle skrifter bliver kroppen betragtet som “a vessel for the soul” eller “a vehicle for the spirit”.
På dansk har vi ikke rigtig noget tilsvarende ord. I hvert fald ikke et der er lige så elegant. Det bliver noget i retning af “driftsmiddel for sjælen”. Ikke særlig sexet. Så er det bedre at sige, at kroppen kun er til låns, fordi vi skal bruge den til at kultivere vores ånd i den tid, vi er her.
Konsekvensen af filosofien er, at vi ikke kan gå ind i nogen som helst form for spirituel selvudvikling, hvis vi ikke har en sund, veltrænet og afbalanceret krop. Det betyder naturligvis ikke, at vi skal være topatleter, men blot at vi skal tage forædlingen af den fysiske krop alvorligt. Det er en essentiel del af det at udvikle sin bevidsthed som menneske. Vi kan ikke nøjes med stillesiddende meditation, men har brug for at dyrke og udvikle vores krop sideløbende med vores bevidsthedstræning.
I den indiske tradition Yoga udvikler man først kroppens hellige geometri og fører derefter opmærksomheden over i energikroppen. Målet er at forene sig med energikroppen og dermed sætte den fysiske krop fri af tid og rum. Det giver fuldkommen kontrol over den fysiske krop og skaber grundlaget for den videre praksis – som er stillesiddende. Fysiske gymnastikøvelser i Yoga er altså kun det spæde begynderstadie for den samlede praksis.
I de kinesiske spirituelle traditioner følges den fysiske kultivering af kroppen og den åndelige udvikling ad. Kineserne kalder det qigong, og det er baseret på et fifty-fifty koncept, hvor krop og ånd hele tiden går hånd i hånd. I starten er hovedvægten lagt på det kropslige, og fordelingen er 80/20. Når man er lidt mere øvet bliver det fordelt 50/50, og til sidst er fordelingen 20/80 med hovedvægten på den stillesiddende meditation.
Der er fordele og ulemper ved begge indfaldsvinkler, men pointen ved dem begge er, at kroppen er grundlaget for kultiveringen af ånden. De høje bevidsthedsstadier kan ganske enkelt ikke nås, hvis ikke kroppen er med i ligningen.
Fysisk træning er med andre ord essentiel for vores åndelige udvikling, og at negligere kroppen er at negligere værdien af sin spirituelle selvudvikling. I vores moderne verden i dag har vi alle muligheder for at dyrke præcis den form for fysiske træning, vi har lyst til, og vi har de bedste forskningsresultater som udgangspunkt for, hvad der virker mest effektivt. Oven i det har vi alle de asiatiske traditioner at gå ombord i, fordi vores moderne transport- og kommunikations-systemer har åbnet op for adgangen til dem. Når vi kombinerer de to tankestrømme, får vi en yderst potent cocktail. Grundlaget for dyrkningen af den fysiske krop med henblik på spirituel selvudvikling har ganske aldrig været bedre.
For at opnå succés med det er vi imidlertid nødt til at forstå principperne for sammenhængen mellem kroppens hellige geometri, energikroppen og nervesystemet. Det er nøglen til at gøre den fysiske træning til andet og mere end blot forædling af kroppen. Forstår vi de principper er der til gengæld ingen grænser for, hvordan vi kan dyrke kroppen. Det er sådan set bare at komme i gang.
