For rigtig mange mennesker er troen på noget større end os selv en vigtig ingrediens i livet. Det ikke at føle sig seperat fra universet, men en naturlig del af det, giver os tryghed og personlig sammenhængskraft.
Trenden i moderne videnskab peger i disse år på, at de spirituelle traditioner har ret i, at alt udgår fra én altoverskyggende bevidsthed, som vi ikke rigtig har noget ord for, men som vi i daglig tale kalder gud.
Ved at bruge videnskaben som afsæt har vi lettere ved at forstå det metafysiske. Men ultimativt skal den viden kombineres med en personlig erfaring, før det giver mening. Det skal opleves.
Det metafysiske er essentielt kun teknikker til det. Intet andet. Det svarer til at sætte nøglen i en bil for at starte den. Når først motoren kører, så slipper vi nøglen. Det er det samme med de metafysiske redskaber. Det er ikke dem, der er målet. De er kun nøglen.
Who cares?
Hvorfor skal vi beskæftige os med det metafysiske? Kan vi ikke bare leve livet på en retfærdig måde, være god mod dyr og sigte mod en behagelig pensionsalder? Jo, det kan vi godt, og det er der da også mange mennesker, der har rigeligt i. Det er der intet som helst forkert i.
Men på et eller andet tidspunkt vil trangen til at forstå den dybere mening med livet sætte ind, og det gælder os allesammen. Ganske enkelt fordi det ER meningen med livet at udvikle en tilstadighed større bevidsthed om det, vi udgår fra og er på vej hen imod.
Videnskaben er ikke andet end intellektets udtryk for den trang. Alle videnskabsretninger kan i sidste ende koges ned til spørgsmålene: “hvor kommer vi fra”, “hvor skal vi hen” og “hvorfor”. Derfor giver det heller ikke mening at adskille videnskaben fra det metafysiske. Tværtimod må vi lade videnskaben komme til i endnu større grad, så vi intellektuelt kan forstå, hvordan det metafysiske hænger sammen.
Naturlig proces
Hvis vi ser på den evolutionære trend her på jorden, går den fra store væsener med ringe intelligens til mindre væsener med høj intelligens. Populært kan vi sige fra dinosaurer til mennesker. Trenden peger utvetydigt i retning af, at livet handler om at udvikle til stadighed større bevidsthed.
Sjovt nok hænger det snorlige sammen med, hvordan vi udvikler os inde i livmoderen op til fødslen. Vi starter med at være en én-cellet organisme og går videre til at være et vandbaseret dyr, et reptil, et firbenet pattedyr og til sidst et menneske. I selve skabelsesprocessen gennemgår vi samtlige evolutionære stadier her på jorden, før vi kan blive født som menneske. Ganske enkelt fordi vi lige nu er sidste skud på stammen.
På et tidspunkt vil det ændre sig, og der vil dukke et nyt evolutionstrin op. Et med adgang til endnu højere bevidsthedsniveauer, end det vi mennesker har i dag. Det evolutionstrin er vi allerede godt i gang med at udvikle, og jo mere vi interesserer os for det metafysiske, desto klogere bliver vi på det.
Det er en naturlig evolutionær proces, der er tale om, og det spiller derfor en mindre rolle, hvad vi kalder den. Men givet er det, at vi ikke kan frasige os den. Så hvorfor ikke favne den og lære det af den, vi nu engang er i stand til?
